Musik i Mali

af Peter Jensen

Trods et af verdens fattigste lande er Mali et af de musikalsk mest righoldige områder med gamle traditioner.
Det var et kraftcenter i Afrika tilbage i det 13. til 15. Århundrede, hvor det mægtige Mande eller Mali-imperium tiltrak lærde folk fra hele Vestafrika, så det både var et økonomisk, vidensmæssigt, religiøst og kulturelt centrum med universiteter, islamiske skoler, medicinsk forskning mv.

Det store episke digt “Sunjata” fortæller om hvordan prins Sunjata Keita samlede sit rige ved at forene de mange små kongedømmer. Digtet hører stadig til det centrale repertoire i den traditionelle musik i Mali. I det hierakiske samfund med adelen i spidsen hørte musikerne som kaste til blandt håndværkerne sammen med smede og læderarbejdere. Selv i dag spiller denne sociale identitet en stor rolle og ægteskaber indgåes sjældent på tværs af disse lag, ligesom man også erhvervsmæssigt normalt holder sig inden for familiens erhverv. Det afspejler sig også i navnene, hvor Kanté, Kouyaté, Diabaté hører til musikslægter.

Traditionel musik

De såkaldte jeli-sangere har helt frem til moderne tid været tilknyttet de adelige som lovsangere og rådgivere og har således trods deres lave sociale status spillet en vigtig rolle i de lokale samfund. I dag spiller de stadig denne rolle for nutidens “magthavere” som forretningsfolk eller politikere. De har aldrig modtaget betaling, men gaver for deres funktioner og kunne i ældre tid f.eks. modtage landområder, huse, koner, slaver mv.

Det klassiske repertoire tager udgangspunkt i “Sunjata” eller varianter heraf (“Lambang”, “Tutu Jara”) og disse melodier genbruges med ny tekst og i nye arrangementer. Men på samme måde som blues-formen bruges melodierne mere som et skelet, over hvilket man danner nye melodier. Opbygningen er todelt med en arrangeret donkili refræn-del og en fri improviseret del. En vigtig del af teksten består i en lang lovprisning af familien og dens forfædre. Det musikalske skelet består af gentagne riff på 2 eller 4 takter, hvorover spilles friere improvisation.

 

 Instrumenter:

Der findes en stor mængde instrumenter i Mali, heraf  mange som kun har regional udbredelse. Mere end 150 er registreret og et stort indsamlingsarbejde er påbegyndt i 1989 under Musée National du Mali, da en række instrumenter og ceremonier knyttet til animistiske traditioner er  ved at forsvinde på grund af Islams udbredelse.

 

 

 

Strengeinstrumenter:

Koraen spiller også i Mali en central rolle ligesom i Senegal, men spillestilen er forskellig. I Senegal er anslaget hårdere og rytmisk perkussiv, hvorimod i Mali er tempoet langsommere, stilen mere rettet mod de vokale linjer. Det er også mest almindeligt med kvindelige solosangere, mens mænd varetager denne funktion i Senegal.  Selv om der har været forsøgt med fornyelser af korainstrumentet er det stadig den 21-strengede kora som dominerer.   

 

Den aflange lut, ngoni, er med sine 3 eller 5 strenge også et gammelt instrument med sikre beretninger helt tilbage til 1352.  Instrumentet er mere anvendt i Mali end i Senegal og ses undertiden forsynet med pick up-mikrofoner for at forstærke den beskedne klang. Spillestilen på ngoni overføres af mange musikere til guitaren, som er et fuldt integreret instrument i musikgrupperne i dag og har siden 1950’erne været betragtet som jeli-sangernes instrument. 

 

Blæseinstrumenter:

Traditionelle blæseinstrumenter er ikke så udbredte i Mali og optræder mere regionalt. Hos touaregerne finder man f.eks. en træfløjte, mens horn fra antiloper eller horn af træ eller metal anvendes ved enkelte ceremonier i landsbyer. Her optræder de ofte i ensembler af 5 til 9 horn ledsaget af trommer.

Trommer:

Tama:  

Djembe: 
Sidiki Diabaté og ikke mindst hans søn Toumani Diabaté har bragt djembe som soloinstrument op på et bemærkelsesværdigt plan. Af andre store Djembe-solister kan nævnes Batourou Sekou Kouyaté og Djeli Moussa Sissoko. 

Doundoun er en slags stortromme, der anslås med kraftige stikker. Brugtes førhen især til at annoncere ankomsten af prominente personer, men optræder nu også i danse bands.

 

 

 

Xylofon: 

 

Balofonen hører også med til de faste instrumenter. Sædvanligvis spilles parvist, hvor den ene musiker spiller de bærende riffs mens den anden spiller friere forløb. Instrumentet har 18 til 21 stave af rosentræ udspændt på en bambusramme med resonansgivere som f.eks. kalabas under.

De traditionelle balafoner optræder i to grupper: Den store balaba, som kun spilles af mænd ledsaget af håndklap fra kvinder. Den mindre balanin er meget udbredt og populær hos unge. Anvendes ofte parvis med to trommer.

 

 

Geografisk er der visse forskelle, der også er knyttet til de lokale befolkningsgrupper. Maninka er først og fremmest udbredt i det vestlige Mali, mens bamana eller bambara er udbredt i den centrale del. Mandinkas egentlige område er Senegal men træffes spredt i Mali. Alle 3 retninger har dog alle rod i den gamle Mande-kultur.

Maninka betragtes som den mest klassiske stil er karakteristisk med sit medium tempo og lange vokale impovisationer over statiske riff-harmonier, sunget af kvindelige forsangere. De traditionelle instrumenter er ngoni, tama og doundoun. Sangere som Ami Koita, Kasse Mady Diabaté og Salif Keita er vokset ud af denne tradition. 

Bamana har også et langsomt tempo med melodier opbygget over pentatone (5-tone) skalaer. Kvindelige sangere som Fanta Damba, Mah Damba og Hawa Drame har opnået stjernestatus indenfor denne stilart, som sammen med maninka er foretrukket i byerne i Mali. 

Mandinka er den tredje retning, som har sin største udbredelse i Senegal og Gambia. Tempoet er hurtigere med synkoperede rytmer og med koraen som det centrale instrument.

Moderne musik

Efter 2. Verdenskrig i det fransk koloniserede Mali optrådte 2 stærke påvirkninger: 1. Jazzmusikken, hvor en række nye blæseinstrumenter blandede sig med de mere traditionelle. I Afro-Jazz, der blev grundlagt i 1952 var det europæiske herredømme stadig hørligt i de foretrukne klassiske jazzformer og franske chansons, men Amadu Ba’s leadtrompet gav et nyt element. Andre jazz-danseorkestre dukkede op i byerne: Orchestre Nationale A med saxofoner og et latin-jazz repertoire, Pioneer Jazz Fiesta Tropical og Askia Jazz hentede inspiration fra importerede plader og i stigende grad hentedes inspirationen i Mali som i det øvrige Vestafrika fra cubansk musik. Den melodiske struktur i de traditionelle cubanske son var tæt på mande-musikkens riffopbygning og claves-figuren lå også tæt på kendte rytmer. I 1960’erne fik mange traditionelle Mande-melodier således et latin-arrangement - en stilart som ligesom i det øvrige Vestafrika er meget populært i dag.

Inspireret af en tradition i Guinea afholdt det selvstændige Malis præsident Moussa Traoré en musikkonkurrence og opfordrede til at man søgte tilbage til rødderne. Blandt andet sås skiftet i musikernes påklædning, hvor den traditionelle og farverige afrikanske tøjstil nu atter kom på scenen. Super Biton de Ségou vandt prisen to år i træk, men det tog ligesom i Senegal tid at få befolkningens opmærksomhed og respekt for denne afrikanske musik uden kolonimagtens musikalske påvirkning.

En af de ivrigste forgængere for denne “tilbage til rødderne-kampagne” var Tidiane Koné som i 1969 startede et band, der blev sponsoreret af Jernbanerne i Mali og kom til at optræde fast hver weekend på stationen i hovedstaden Bamako: Rail Band du Buffet Hôtel de la Gare, hvor 2 senere så fremtrædende musikere som Mory Kanté og Salif Keita fik deres debut.

  Igennem 1970’erne var de to rivaliserende orkestre Rail Band, som havde sine musikalske rødder i Mande-musikken og Les Ambassadeurs du Motel, som holdt til på et andet hotel i Bamako, og hvis repertoire var mere internationalt med cubanske, franske melodier blandt det vestafrikanske repertoire, hvor også senegalesiske wolofsange hørtes. Senere dukkede National Badema op med en cubansk domineret stil. Disse 3 bands har domineret billedet op til midt i 1980’erne, hvor interessen aftog i  Bamako. Mory Kanté forlod Rail Band i 1980 og hans efterfølger Lafia Diabaté ændrede bandets stil til et lettere repertoire og ændrede navnet til Super Rail Band. Les Ambassadeurs som siden 1972 havde haft Salif Keita som fast sanger ændrede navn til Ambassadeurs Internationaux, men en konkllikt mellem Keita og gruppens fremtrædende guitarist Kanté Manfila fik Keita til at forlade gruppen i 1982 og siden fortsætte en solokarriere i Paris. Også Mory Kanté slog sig kort sit brud med Rail Band ned i Paris og fik en stor international karriere efter succesen i 1988 med en ny version af “Yeke Yeke”.

En ny tilbage til rødderne-bølge fik midt i 1980’erne en række musikere til at søge mod et mere akustisk udtryk. Ikke mindst “Yasimika” fra 1983 med Jali Musa Jawara akkompagneret af balofon, guitar og kvindekor vakte international opmærksomhed. Kanté Manfilas “Tradition” med bl.a. Mory Kanté på kora er en anden milepæl. Også koraspilleren Toumani Diabaté og hans ensemble Symmetric Orchestra har forenet jeli-repertoiret med jazz på en måde der har vakt opsigt ligesom hans flamenco-crossover på “Songhai”. Således har hans spillestil sat en ny standard for unge koraspillere i Mali i dag. Også Habib Koité står som en af det sidste tiårs store musikere med en fin musikalsk sammensmeltning af forskellige regioners stiltræk på f.eks. “Maya” fra 1998.

 

Oversigt:

Les Ambassadeurs du Motel: Danse bands som i begyndelsen af 1970’erne vakte stor opsigt med deres samarbejde med Salif Keita og Kanté Manfila. Et af Malis 3 førende bands frem til midten af 1980’erne hvor de fortsatte deres karriere i Abidjan. Les Ambassadeurs
Les Ambassadeurs Internationales, Rounder, 1992

Fanta Damba: Blev et nationalt symbol i den første uafhængighedsperiode som repræsentant for den oprindelige bamana stil.
Fanta Damba
Bahamadou Simogo, Celluloid

Abdoulaye Diabaté: Førende sanger inden for Bamana stilen i Kené Star band.
Bende (Africolor(Cobalt), 1998
Djiriyo (Stern's Records, 1996
Kassikoun, 1994

Adama Diabaté: har sammen med med ægtefællen Makan Tounkara optrådt inden for den traditionelle musik i en lang årrække.
Jako Baye, 1995

Kasse Mady Diabaté: Med klare rødder i jeli-sang traditionen har han været en konkurrent til Salif Keita.
Fode (Stern's)
Kela Tradition, Stern's 

Naïny Diabaté: Har optrådt som sanger i Rail Band og en af de første sangere der optrådte i Mali Tv.
Nafa, Stern's 

Sira Mory Diabaté: En af de første kvindelige jeli-sangere der fik en karriere på plademarkedet.
Sira Mori, Syllart 

Toumani Diabaté: En af Mali største koraspillere, som har holdt sig loyal til traditionen, samtidig med at han har søgt at forny stilen med fusion af jazz og flamenco. Biografi
Djelika, Hannibal, 1995
Songhaï vol. 2,Hannibal, 1994
Shake the whole world , 1991
Songhaï vol 1, Hannibal 1988
Kaira, Hannibal, 1987

Zoumana Diarra: Har som guitarist og arrangør arbejdet sammen med en række førende bands, heriblandt Super Rail Band.
Ballad of Manding, Stern's 

Mamadou Doumbia: Tidligere medlem af Rail Band som nu har sakbt sig en solokarriere i Japan.
Independence, JVC
Jafa, JVC

Nahawa Doumbia: Sanger inden for Bamana-stilen med international karriere.
Nyama Toutou, Stern's
Yankaw, Cobalt 

Salaif Keita: En af Malis store fornyer som siden 1969 med sine udgivelser har bragt fokus på Malis musik. Salif Keita 
Salif Keita
Papa, 1999
Sosie, 1996
Folon, 1995
69.80, 1994
The Mansa of Mali, 1994
Amen, 1991
Ko-Yan, 1989
Soro, 1987

Ami Koita: En førende sangerinde der indenfor Maninka stilen har bragt gode fornyelser. Ami Koita
Djiguy, 1998
Carthage, 1995
Songs of Praise, 1993

Habib Koité: Har på en frugtbar måde fornyet bamana-stilen og krydset den med andre lokale stilarter i et akustisk lydbillede.
Ma ya, Virgin, 1998. Biografi
Muso ko, 1995

Babani Koité: Står som eksponent for den unge generation og forener bamana-stilen med trommemaskiner i en popstil.
Sanou Djala 

Kandia Kouyaté: Har været førende blandt de kvindelige jeli-sangere de siden 1980. Har især dyrket jeli-stilen inden for den adelige musik og udviklet kvindekorets placering i mange grupper.
Kita Kan 

Tata Bambo Kouyaté: Har med sin rå stemme vist vejen med jeli-stilens lovsange, akkompagneret af mande-instrumenterne.
Jatigui 

(Super) Rail Band: Har siden 1969 være et af Malis førende bands med sangere som Mory Kanté og Salif Keita. Rail Band
Super Rail Band
Rail Band, Syllart, 1999
Mansa, Harmonia Mundi, 1996
Super Rail Band de Bamako, Indigo

Fanta Sacko: Indspillede allerede i 1970 standard lovsange, som gav stor indflydelse på andre sangere i begyndelsen af 1970’erne.
Fanta Sacko, Barenreiter Musicaphon

Oumou Sangaré: Har med sin karakteristiske stemme opnået stjernestatus med stort salg. Betragtes som den største stjerne inden for Wassoulou-stilen. Oumou Sangaré1    Oumou Sangaré2   Oumou Sangaré3
Worotan (World Circuit)1996
Ko Sira (World Circuit) 1993
Moussolou (Mélodie) 1990

Coumba Sidibé: Var tidligt i gang med at modernisere Wassoulou-stilen.
Djanjoba

Sali Sidibé: Endnu en stor Wassoulou-sangerinde.
Wassoulou Foli, Stern's 

Super Biton de Ségou: Foregangsgruppe inden for den mere kraftfulde stil med horn-sektion og rytmisk markant guitarspil.
Belle Zpoque; Syllart, 1999
Super Biton de Ségou, Editions Bolibana, 1986

Ali Farka Touré: Betragtes som Afrikas svar på bluesguitaristen John Lee Hooker med sin rå stemme og eminente guitarspil. Har samarbejdet med flere internationale stjerner som Ry Cooder, Taj Mahal m.fl. Opnåede Grammy for “talking Timbuktu” sammen med Ry Cooder i 1994. Ali Farka Touré1   Ali Farka Touré2
Radio Mali (World Circuit, 1996)
Talking Timbuktu (World Circuit, 1994)
The Source (World Circuit, 1992)
The River (World Circuit, 1990)
Ali Farka Touré (World Circuit, 1988)
La drogue, 1984

Sidi Touré: Guitarist og sanger fra Malis nordøstlige by Gao.
Hoga, Stern's

Boubacar Traoré: Guitarist og sanger fra Malis nordvestlige by Kayes.
Kar kar, Stern's

Rokia Traoré: Har trods sin unge alder allerede vakt international opsigt med sin blanding af traditionelle instrumenter.
Wanita, Indigo, 2000
Mounaissa, Indigo, 1998